Svensk politi efterforsker i øjeblikket en bølge af systematiske angreb mod landets teleinfrastruktur, som betegnes som mistænkelige sabotagehandlinger.
Ifølge det svenske medie SVT er mindst 30 telemaster siden påske blevet ramt af angreb.
I weekenden har det svenske politis afdeling for grove forbrydelser besluttet, at hændelserne skal efterforskes som sabotage.
"Vi udelukker intet," siger kriminalinspektør Håkan Wessung til SVT, der dog ikke vil udtale sig om mulige motiver bag angrebene.
Fælles for angrebene er, at de alle sket i et geografisk afgrænset område langs Europavej E22 på Sveriges østkyst, og mønstret tyder på, at det er den samme gruppe eller gerningsmand, der står bag alle angrebene.
”Der er omstændigheder, der får alt til at virke sammenhængende, men det er noget, som efterforskningen må vise,” siger anklager Michelle Stein, der leder politiets efterforskning, til SVT.
Ifølge mediet er flere telekabler blevet klippet over, sikringer ødelagt og teknisk udstyr saboteret.
”Det her skiller sig ud og er mere end normalt. Det, der gør det specielt, er, at det sker i et klart geografisk mønster,” siger Roger Gustafsson, sikkerhedschef hos den svenske Post- og Telestyrelse (PTS), til SVT.
Siden påske er antallet af hændelser vokset markant, og PTS har i perioder været organiseret i kriseberedskab for at håndtere situationen.
I enkelte tilfælde har mobilnetværk været ude af drift, dog uden at føre til større samfundsmæssige konsekvenser.
Kraftig stigning i angreb
De seneste sabotageaktioner er ikke isolerede hændelser. Ifølge det statslige selskab Teracom, som ejer kommunikationsmaster over hele Sverige, er der tale om en markant stigning i antallet af hændelser mod kritisk infrastruktur.
”Vi ser en mangedobling af hændelser sammenlignet med tidligere. Nogle af disse tilfælde er mistænkelige og kan have karakter af efterretningsindhentning og tests af vores beredskab,” siger Stefan Steijnick, sikkerhedschef i Teracom.
I årets første fire måneder har Teracom anmeldt cirka 50 hændelser til politiet, hvilket er en markant stigning fra 15 hændelser i samme periode sidste år.
Ifølge selskabet handler det om alt fra mistænkelige indtrængningsforsøg til deciderede sabotagehandlinger, som alle kan være led i en bredere strategi for at teste Sveriges modstandsdygtighed.
CFCS har skruet truslen op på høj
De svenske myndigheders bekymring skal ses i lyset af en bredere europæisk tendens, hvor kritisk infrastruktur i stigende grad anses som mål for hybrid krigsførelse, efterretningsaktiviteter og sabotage.
Flere vigtige datakabler i Nordeuropa er de seneste år blevet revet over på mistænkelig vis, og flere af hændelserne efterforskes efter mistanke om systematiseret sabotage.
Efterforskningen har dog endnu ikke ført til anholdelser.
Herhjemme skruede Center for Cybersikkerhed (CFCS) i foråret trusselsniveauet mod den danske telesektor op fra middel til høj.
Dengang fremhævede CFCS, at tele- og internetudbydere er attraktive cyberspionagemål blandt statslige hackere.
Det skyldes især, at fremmede stater håber på at få adgang til store mængder data om kunders brug af udbydernes infrastruktur ved at spionere mod tele- og internetudbydere – hvilket blandt andet kan bruges til at iværksætte andre former for spionage.
Samtidig kan eventuelle adgange til telesektorens it-systemer også anvendes til at forberede fysisk sabotage eller destruktive cyberangreb, lød det i marts fra CFCS.